Det er et stort spørgsmål og lidt et paradoks at skulle svare på med ord.
Hvis du læser denne tekst har du jo scrollet ned over de portrætter af mennesker der betyder alt for mig,
og det de umiddelbart fortæller dig, kan jeg kun tilnærmelsesvis genfortælle med ord.

Jeg har kun mødt en brøkdel, af de mennesker jeg har afbildet,
og af de jeg har mødt, kender jeg ikke engang mig selv helt til bunds.

Og alligevel har jeg kunnet fange noget ordløst som gør, at de som modtager et portræt føler
at jeg har set den jeg har portrætteret som vedkommende i virkeligheden er.
At portrættet ligner dem mere end deres spejlbillede gør.

At jeg har fanget sjælen og det værdifulde i mennesket.

At de ”taler” til mig, selvom de for længst har forladt denne verden,
selvom de sidder på den anden side af kloden,
selvom de blot er menneskespirer der har livet og erfaringerne foran sig.

Trods alle disse forhindringer lade mennesket essens sig fange på et to-dimensionelt materiale.
Hvordan forklarer man det? Hvad er det lige jeg kan?

Og skal man egentlig forklare et billede?
Eller skal man bare bruge sine øjne og sit hjerte og sin underbevidsthed
og lade det tale til sig i dets eget sprog?

Det gælder for alle de billeder der er blevet skabt, at de ikke burde behøve en doktorafhandling
for at ramme rigtigt, og røre den der ser på det.

Mine skikkelser er alle drømmende, længselsfulde, melankolske, og håbefulde.
Det er grundstenen i mit eget liv, og fundamentet for hele mit billedunivers.
Jeg bliver rørt af noget smukt, og noget storslået og noget unikt.
Jeg oplever den følelse både ved at se udad, på vores fantastiske omverden,
og ved at se indad i menneskets natur og sjæl, og fremhæve alt det gode jeg ser.

Det blik jeg har, kan jeg bruge på stort set alt jeg ser.
Og jeg ved at det er en gave jeg har, som jeg har brugt hele mit voksenliv at komme frem til.
Jeg formår at se og fange noget arketypisk både i mennesket og i dets følelsespektrum.

Det har været en lang og spændende vej, som i sidste ende har givet mig en plads som portrætmaler
på godt og ondt, på trods af og på grund af, og fuldstændig uden anfægtelse.
Jeg maler lige så selvfølgeligt som jeg trækker vejret.

Kan jeg så male alle mennesker, eller dyr, eller landskaber lige godt?
Det må komme an på en prøve!

Jeg har jo selv udvalgt langt de fleste ansigter, hvoraf nogle betyder rigtig meget for mig.
Og jeg véd at jeg kan tage passionen med mig over i et fuldstændigt ukendt ansigt,
og ”se” de ting, som vil transformere et foto eller en tilstedeværelse til et vellignende portræt
med et indhold der står stærkt for eftertiden.
Forhåbentlig for evigt.

Jeg håber at turen gennem mit galleri har givet dig en umiddelbar glæde ved både mennesker og billedkunst.
Og at du måske har fået en spirende lyst til at lade dig eller én af dine kære blive bevaret for eftertiden i et portræt.

Vi er mange der står klar til at male, og vi er alle forskellige, så se dig omkring,
og hvis det er netop mit øje og mit filter der taler til dig, så kan du se hvordan vi aftaler et billede lige HER.

​

​